nyheder|
audio |
the stairs |
links |
galleri |
gæstebog |
forside
A New World, Jesper Vindberg Band 2005:
|
Download Mp3: |
A New World, Anmeldelser:
Jesper Vindberg Band har de fede instrumenter: Rickenbacker- og Martin-guitarer, Hammond-orgel, Gibson-stacks og det hele – og som de selv skriver i pressematerialet, så er de ikke bange for at tænke stort. EP’en er blevet til i samarbejde med Tommy Hansen i det legendariske Jailhouse (Horsens), og produktionen er helt i top, sammen med musikernes evne til at fremføre deres sange. Bandet selv mener, at Tommy Hansen har givet bandet den ’kant’, der skal til, men den kan jeg nu ikke få øje på. I stedet hører jeg nogle tilforladelige sange, der ikke giver mig nogen nye oplevelser, men i stedet pæne melodier i en meget traditionel rocket pop-verden.
De to første sange, A New World og Trainstation,
skal
nærmest ’overstås’ – et par sange, der minder
om en lettere middelmådig dansk rockscene fra 80’erne, men fra
sang nr. tre, Back From the Sky, begynder det at blive meget mere
interessant og vedkommende – og lidt ironisk fungerer demoens sidste
sang Lovely Like You allerbedst – den er ikke indspillet i Jailhouse,
men derhjemme. Lovely Like You er en ballade, lige ud ad landevejen, men
den har lige præcis den føromtalte kant ved en skrabet effekt
på Jespers vokal og det, at der ikke er nogen trommer eller
perkussion. Det er naturligvis en smagssag, og jeg er sikker på, at
hvis du kan lide ’smooth’ poppet rock med godt spillede temaer,
gode vers og omkvæd, så skal Jesper Vindberg Band opleves
– de er sikkert også gode live.
Link her til Line Out, anmeldelsen findes lidt nede på siden! Find også den samlede vurdering der!
Vi venter stadig på en ny verden
Endnu en gang modtager vi et bud på moderne poprock. Jesper Vindberg og hans band spiller hyggeligt og harmløst poprock, der til tider viser lidt evne til at komme længere ind - derind hvor kunsten opstår.
af Ulrik Lauritzen
mandag den 21.mar.05, www.mymusic.dk
For satan det er pænt det her, hva? Ikke én guitar støjer, ikke én tam lyder bare lidt af kagedåse, og ikke ét eneste sted sættes musikken i dynamiske udbrud. Ja, selv når organisten hamrer hånden i keyboardet, lyder det som løsrevne blade båret væk af brisen på den første forårsdag. Hvorfor? Jeg forstår det ikke. "Jamen, det svinger da fedt!", ja det kan godt være, men hvad betyder det, når der bygges udtryk med legoklodser? En frygtelig masse godt håndværk for at bygge et legehus. Samtidig kan jeg læse i Jesper Vindbergs pressemeddelelse, at forbillederne er Beatles, Oasis, Pink Floyd og flere fra den britiske rocktradition, og så hænger verden da ikke helt sammen mere, gør den? Den britiske rocktradition er jo netop kendt for alt andet, nemlig for at være skramlet med attitude, utight med sjæl og nærværende med charme. Selv MTV-ikonet Robbie Williams' plader trækker veksler på denne tradition omend i en mere afdæmpet udgave. Det bedste eksempel er helt klart Trainstation, der gerne vil være lidt stadionrock'et i sin intro, men det fungerer ikke. Det hele er rundt, lækkert og uden kant, og når den afslutningsvist går over i noget, der kunne minde en smule om bluesrock, bliver billedet helt skævt.
Det er enormt ærgeligt, at produktionen griber så langt tilbage i tiden og så endda mod en tradition, som sangene ikke ønsker at associeres med: den glatte amerikanske poprocklyd fra slut-80'erne. Det er ærgeligt, for sangene er velskrevet, og teksterne vil rent faktisk noget - mere end amerikansk poprocklyrik i 80'erne ville. Samtidig er sangskrivningen præget af den indadvendthed og intimitet, som er kendetegnende for britisk musik; to begreber, der om nogen har indrammet britisk musik gennem de seneste fem-ti år.
Det tankevækkende ved EP'en "A New World" er, at når den fungerer bedst, er produktionen trådt i baggrunden. Tag et lyt på Don't Give Up, hvor sammenspillet mellem klaveret og vokalen fremmaner nærheden og intimiteten, som klæder Jesper Vindberg rigtig fint. Her virker han på hjemmebane, og endnu vigtigere så virker sangen langt stærkere - den rammer simpelthen dybere end de andre. Resten af bandet lyder også bedre i Don't Give Up, hvor trommeslageren spiller med den rigtige slaphed, der nærmer sig klassisk engelsk lydtradition.
Alt i alt et band, der må lede videre efter et stærkere og mere markant udtryk, der kan stemple dem i forhold til nutiden. Sangskrivningen er den store force for Jesper Vindberg, og det trækker EP'en op. Back From The Sky og Don't Give Up er EP'ens stærkeste sange, og til tider rammer de, hvor de skal ramme, hvis bandet skal skinne igennem middelmådigheden og markere sig. Lad vær med at være bange for at betyde noget, for at mene noget, for at have en holdning og for at røre os dybere; skraml, løb, syng falsk, overdriv, underdriv, hvad som helst... bare gør noget mere.